Hip hurra for Holly

I går fyldte Holly tre år. Traditionen tro blev hun vækket med fødselsdagssang - og fjerkammeraterne pippede lystigt med. "Pipmor" havde lidt dårlig samvittighed, for fødselaren skulle til dyrlægen senere på dagen. Jeg var nok den der var mest nervøs, selvom jeg vidste, det var en rigtig dygtig fuglekyndig dyrlæge vi skulle ud til. Der var lang transporttid, men vi blev gudskelov kørt hele vejen af en sød veninde.

Holly tog det rigtig flot, også da dyrlægen "gastroskoperede" hende med en lang kronål, hvorefter prøven blev analyseret mens vi ventede. Heldigvis var det ikke noget smitsomt eller farligt, så turen hjem var lidt sjovere. Holly sad så fint og smånappede mig i min finger, mens trafikken sneglede sig frem i myldretiden. Trygt hjemme igen kunne vi holde en stille fødselsdag med en træt, men glad Holly.

Efterår

Flokken er taget på træk, i overført betydning. Jeg har stadig mange overvejelser i forhold til mit fuglehold, som er blevet reduceret af forskellige årsager i løbet af året. Som det ser ud i øjeblikket, er mit opdræt af unger slut, og de voksne undulater jeg har, får lov til at nyde deres otium inde i mit fugleværelse. De fleste er etablerede par, men er også venner på kryds og tværs. Lige nu er der kamp om Alfahan-stillingen. Det er fordi mindstemanden Måns er blevet voksen og fuld af hormoner. Den eneste ledige hun i flokken, er Merle. Men hun har ikke rigtig fået smag for drenge (endnu).

Han længe leve - hurra hurra hurra

I dag fyldte min egen lille Foldgast ni år. Han blev vækket med fødselsdagssang på behørig vis og fik sin gave her til aften. Som ventet, blev han mest glad for pynten - en dusk persille.

Time out

Der er time out i mit opdræt, ja sågar i mit fuglehold i sin helhed. Jeg er atter besværet af det fuglestøv som fuglene afgiver, og der er ingen tvivl om at det ville være sundest for mig at finde nye hjem til mine fugle. Men så nemt er det ikke, for det er jo mine små børn, og jeg elsker hver og en af mine fugle.

Så indtil videre er der ynglestop på ubestemt tid, selvom det har været noget der har bragt stor glæde herhjemme, og noget der er svært at undvære og at have at se frem til. Der er ikke noget mere livsbekræftende end at sætte et forelsket par sammen og følge deres æg fra klæk til flyvefærdige unger, som man næsten ikke nænner at finde nye hjem til, fordi de alle er smukke og unikke.

Heldigvis er det snart forår, og der kan komme mere frisk luft ind i fugleværelset, hvilket kan være med til at mindste mine allergiske reaktioner. Og så tager jeg den derfra.